​

I midnatstimen på en øde vej slentrer den ung kunstner, Walter Hartright. Spekulerende på sit nye arbejde som tegnelærer, stivner pludselig hver dråbe blod i hans krop ved berøringen af en hånd. Walter Hartright vender sig, og dér, midt ude på den brede vej, står en ensom kvinde hyldet fra top til tå i hvid klædning. Morgenen efter ankommer Walter Hartright Limmeridge House hvor hans nye elev, Laura, bor. En række ubehagelige hændelser indtræffer og blotlægger forbindelsen mellem Laura og kvinden i hvidt. Inden Walter Hartrigth når at blinke, er den ene kvinde død og den anden kan ikke længere huske hvem hun er. Som en langsom rejse gennem mørket kæmper karaktererne for at blive sig selv igen. Måske lykkes de.​

​

 

Forestillingen udforskede melodramaet som genre: Stemningsmættede rædsler blev gengivet gennem abnorme og fordærvede tableauer.

 

 

Line Paulsens frygtløse iscenesættelse af Wilkie Collins´ egen fallerede og tidslommefebrilske dramatisering af sin geniale rabalder-roman Kvinden i hvidt var victoriansk helt ind i knoglerne: Manisk, billedsmuk og dyster. Målet med Kvinden i hvidt på Det Kongelige Teater var at komme udkørt og glemt til et randteater i en præindustriel londonfattigforstad og her købe en laset billet til et kulørt og subversivt MELODRAMA engang for mange år siden. Dette mål nåede Line Paulsen med sine vanlige 1000 instruktørgreb i minuttet.

(Dramatiker Jokum Rohdes udtalelse om forestillingen Kvinden i hvidt)