TANKENS KRAFT

Manus: Mad​s Mazanti Jensen

Iscenesættelse: Line Paulsen
Skuespillere: Anette Støvelbæk, Andreas Berg Nielsen, Kristian Halken, Rasmus Hammerich, Ole Westh-Madsen.
Statister: Thomas Bek, Emilie Bernt Haag.
Scenograf: Nicolaj Spangaa
Koreograf: Kasper Ravnhøj
Lys: Morten Kolbak
Lyd: Jonas Jørgensen
Dukker: Lone Friis
Kostumie: Ulla Bennicke
Forestillingsdramaturger: Nana Lind, Mette Tranholm
Ekstern dramaturg: Christian Lollike
Producent: CaféTeatret
Foto: Søren Meisner
Grafiker: Morten From Thesbøl

Gert Hjort indskriver sig på Københavns nye superuniversitet, en sammenlægning af alle fakulteter, der skal sikre de studerende den højeste oplysning. Her kæmper Gert sig frem mellem desillusionerede professorer og selvevaluerende undervisere, imens han synker dybere og dybere ned i et absurd morads af teknokrati, managementfloskler og blind resultatjagt.



 

Spillet mellem tanke uden kraft og det kaos en levende krop kan udløse, var noget af det forestillingen udforskede. Fem dukker, troværdige på overfladen, men blottet for følelser og individualitet gik ind i et spil med to  statister, der besat den samme manglende udtryksfuldhed, men der kunne bevæge sig, samt fem skuespilleren - og deres karakterer.

 

 

Hvad en instruktør kan. Hvad laver en instruktør egentlig? Hvis nogen skulle være i tvivl, er det en god idé at kaste et blik på CaféTeatrets første forestilling i sæsonen.

(Jakob Steen Olsen, Berlingske Tidende, 8. sept. 2012.)

 

 

Line Paulsen har instrueret. Jeg har tidligere set to af hendes projekter, og jeg må indrømme at være ganske begejstret for hendes måde at arbejde på. Det er helt tydeligt, at hun går efter kropslige, visuelle udtryk, der er mere abstrakte end realistiske, og hendes mørke, dystre universer fungerer ofte rigtigt godt.

(Anmelderiet.dk, 10. sept. 2012)

 

 

Instruktøren Line Paulsen har et godt blik for komik og motorik og forstår at sætte korporligt skub i tankeforetagendet.

 (Monna Dithmers, 13. Sept. 2012)

 

Iscenesat med glimt i øjet og larmende sans for at få nyakademisk idioti gjort til totalforvirring på en scene.

(Gregers Dirkinck-Holmfeld, 7. sept. 2012)